Gymnasiepiger inspireres til at vælge naturvidenskab hos WSP
Den 5. oktober var det Girls Day in Science, og i den anledning kom 22 piger fra 3. X på Høje-Taastrup Gymnasium og besøgte WSP, der er en rådgivningsvirksomhed som ligger 300 m. fra gymnasiet.
Der er hårdt brug for flere med naturvidenskabelig baggrund, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Det var et af budskaberne til gymnasiepigerne, da de var på besøg hos rådgivningsvirksomheden WSP, der arbejder med klima, miljø og byggeri.
En mangfoldig arbejdsplads
Ud over at give et indblik i, hvad man kan arbejde med som rådgiver hos WSP, fik pigerne også et indblik i en mangfoldig arbejdsplads med plads til alle på tværs af etnicitet, religion og køn.
Havmiljø og bygninger
Pigerne mødte Karen Søby Özdemir, der er uddannet geolog og arbejder med havmiljø. De så en undervandsdrone og arbejdede selv med at tolke undervandsvideoer i forhold til havmiljøet.
De fik også lov at møde Ulla Hachach, som er bygningsingeniør, og fik et indblik i hendes arbejde ved bl.a. at prøve at regne på bygningers bæreevne.
Direktøren kom forbi
Administrerende direktør Per Christensen kom forbi for at hilse på pigerne og fortælle dem, at der er brug for dem, og han håber at se nogle af dem igen, når de har taget en naturvidenskabelig uddannelse.
Pigerne havde mange spørgsmål og ville bl.a. vide, hvordan man bliver direktør, hvor meget man tjener osv.
”Jeg sætter stor pris på besøget. Jeg går meget op i diversitet og inklusion, og det er en fornøjelse at møde de her nysgerrige gymnasiepiger. Jeg håber, at vi med en dag som denne kan være med til at inspirere og motivere nogle af dem til at følge en naturvidenskabelig retning, for der er i den grad brug for flere kloge hoveder og hænder, hvis vi bl.a. skal lykkes med den grønne omstilling”, siger Per Christensen.
Nogen at spejle sig i
Flere af WSP’s naturvidenskabskvinder kom og spiste frokost med pigerne, så de kunne stille spørgsmål og få mere at vide.
Størstedelen af pigerne fra gymnasiet har en anden etnisk baggrund end dansk, og hos WSP fik de også mulighed for at møde nogle kvinder med en anden etnisk baggrund.
”Det har været meget givende for pigerne, at de har mødt nogle seje rollemodeller, som de kan spejle sig i. Det har været et meget frit rum, hvor pigerne har kunnet spørge om alt fra religion til økonomi”, siger Christina Bramow, der er gymnasielærer og fulgte med pigerne på virksomhedsbesøg.
Rekord-opbakning
Direktør og ekspert i piger og STEM fra Naturvidenskabernes Hus, Maiken Lykke Lolck, understreger, at engagementet fra virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer er afgørende, for det er dem, der sætter tid og medarbejdere af til at give pigerne en god oplevelse. Og i år er opbakningen endnu større end sidste år, der ellers satte rekord.
”Kvinder er stadig underrepræsenterede på STEM-uddannelser og -virksomheder, og den manglende diversitet får konsekvenser for os alle. På Girls’ Day in Science møder pigerne for en dag medarbejdere, forskere eller studerende, de kan spejle sig i, og de får et konkret og praktisk indblik i deres fag. Det gør en enorm forskel, når så mange arrangører bakker op om at skabe mere diversitet ved at åbne dørene og vise pigerne de spændende muligheder i en fremtid inden for teknologi og naturvidenskab,” siger Maiken Lykke Lolck.
I år er det tiende gang, at Naturvidenskabernes Hus afholder Girls’ Day in Science.
FAKTA
Girls’ Day in Science er en årlig landsdækkende kampagnedag, hvor virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet åbner dørene for flere tusinde piger fra grundskoler og gymnasier indenfor til at arbejde med praktiske og virkelighedsnære aktiviteter indenfor STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics). Her bliver pigerne inviteret indenfor for at deltage i praktiske og virksomhedsrelaterede workshops. Pigerne møder kvindelige medarbejdere og studerende, der fortæller om deres uddannelsesvalg og karrieremuligheder i en verden af IT, teknologi og naturvidenskab.