Cirkulær økonomi og CO2-reduktioner kræver øget og bedre genbrug og genanvendelse af byggematerialer. Al erfaring viser, at markedet ikke får det til at ske selv. En af de centrale barrierer er at få udbud og efterspørgsel til at mødes. Her er materialebørser og materialebanker et uundværligt værktøj – og kommunen en nødvendig aktør. Flertallet af landets kommuner er i gang med deres DK2020 klimahandlingsplaner. Enhver sten vendes for at opnå CO2-besparelser – og et område, alle kigger på, er byggeri og anlæg, som forårsager ca. 10 % af Danmarks CO2-udslip i byggeprocessen, mens nedrivning af byggeri og anlæg producerer 40 % af Danmarks affald. Desuden arbejder stort set alle kommuner i dag med Verdensmålene – ofte med fokus på Verdensmål nr. 11 og 12 (bæredygtige byer og lokalsamfund hhv. ansvarligt forbrug og produktion), og også her spiller øget genbrug og genanvendelse af byggematerialer rigtig godt ind. Med andre ord skal vi have implementeret cirkulær økonomi og cirkulære forsyningskæder i byggeriet. F.eks. har Vejle Kommune beregnet, at ved at genbruge jern og metal, beton og asfalt samt træ fra nedrivninger kan der spares 15 % om året af CO2-udslippet fra bygge- og anlægsaffald. Samtidig får kommunen et potentiale for at reducere sit CO2-udslip med 4 % fra genbrugspladserne og 8 % fra industriaffald. Implementeringen af den cirkulære økonomi i byggeriet bevæger sig fremad – men det går meget langsomt. Hovedårsagen er, at omstillingen til cirkulære forsyningskæder kræver nye løsninger, nye samarbejder og nye systemer – og her spiller kommunerne en afgørende rolle som både bygherre, nedriver og facilitator for udvikling i lokalområdet.
EN STOR LOGISTIKUDFORDRING, DER GÅR PÅ TVÆRS
En af de helt store udfordringer i omstillingen, vi ser i Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet, er logistik, herunder transportafstande, tilgængelighed og leveringsdygtighed. På steder, hvor bygninger og anlæg rives ned, mangler der f.eks. plads og tid til sortering og behandling af de gamle materialer, og ofte er der ingen nærliggende anlæg og værksteder, hvor det kan foregå; i dag skal materialerne derfor ofte køres lange afstande for at komme til et behandlingsanlæg. Det kniber desuden med plads og faciliteter til opbevaring af de gamle byggevarer. Men først og fremmest mangler der en mekanisme i markedet til at matche udbud med efterspørgsel i forhold til gamle byggematerialer. Kommunerne kan på flere måder spille en vigtig rolle i omstillingen til cirkulære forsyningskæder i byggeriet.
RESSOURCEKORTLÆGNING OG ETABLERING AF RESSOURCEHOTEL
Kommunerne kan lave ressourcekortlægninger (se faktaboks) i egne bygninger. Dette kan enten ske i hele eller dele af kommunens bygningsportefølje, hvor informationen fra kortlægningerne lægges i en database, så kommunen hele tiden har overblik over, hvilke ressourcer der kan være til rådighed. På den måde skaber kommunen en materialebank, som giver mulighed for at indtænke de registrerede ressourcer i kommunens nye byggerier og dermed holde kommunens ressourcer i cirkulation internt i kommunens bygningsmasse. I praksis vil der – trods registrering og koordinering – opstå en del tilfælde, hvor bygninger rives ned på tidspunkter, hvor der ikke opføres nye kommunale bygninger. Der vil derfor være behov for at etablere en plads – et ressourcehotel – der kan modtage materialer fra nedrivninger og renoveringer. Her skal opbygges så store lagre af brugbare, rene materialer, så man altid har en passende mængde til at opfylde behovet i rette tid – og man så vidt muligt kan genbruge eller genanvende materialerne lokalt. I mange kommuner har man allerede et veludviklet system til genbrug af materialer i kommunale uderum, f.eks. brosten, borde/bænke, cykelstativer etc. Materialerne opbevares netop på en kommunal plads og bruges igen i kommunale projekter. Sådanne kommunale ressourcehoteller giver mulighed for at fremme genbrug og genanvendelse. Her kan vinduer, træ, mursten, beton, asfalt eller andre materialer blive opbevaret, sorteret, renset, genopbygget, nedknust m.v. Og vigtigst af alt kan der skabes større mængder, der så vidt muligt sikrer tilstrækkelige leverancer til de byggerier, der aftager materialerne. Kommunen kan også ”nøjes med” at få udført ressourcekortlægninger umiddelbart inden planlagte nedrivninger og større renoveringer. Der opnås ikke et samlet overblik over ressourcer i kommunens samlede bygningsmasse – men dog et overblik over ressourcerne i den konkrete bygning, hvorefter materialerne kan indgå direkte i et nyt byggeri eller transporteres til kommunens ressourcehotel.
MÅSKE ET ÅBENT RESSOURCEHOTEL?
I ovenstående model – uanset om ressourcekortlægning sker for alle bygninger på én gang eller kun ved planlagte nedrivninger – er det kommunen, der er både leverandør og aftager af materialer. På den måde er der tale om et lukket kredsløb. Der er dog også en model, hvor kommunen står for at etablere en plads, der ydermere modtager eller formidler gamle byggematerialer fra og til private aktører i markedet. På den måde er kommunen med til at øge genbrug og genanvendelse i hele lokalområdet. SA
SAMARBEJDE MED MARKEDSAKTØRER
Der kan i begge modeller oprettes samarbejder med eksisterende markedsaktører. Især i det tredje scenarie, hvor der også tænkes i videreformidling af materialer til ikke-kommunale aktører, bør driften af ressourcehotellet
Denne artikel er bragt i Teknik og Miljø Januar/Februar 2022.
Artiklens forfatter er: Julie Katrine Jensen, som er projektleder i Videnscenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet (VCØB) og til daglig faglig chef for Nedrivning og genanvendelse i WSP Danmark.
