Forbedrede levesteder for den truede hasselmus. Sikring af fremtidige biostrukturtræer. Flyvekorridorer for flagermus. Og meget mere. Der er blevet arbejdet intenst med at forbedre forholdene for dyr, planter og svampe i det naturskønne fynske bakkelandskab Svanninge Bjerge, der ejes af Bikubenfonden. Området har derfor netop opnået den mest omfattende økosystemtjenestecertificering for biodiversitet i Danmark.
Netop økosystemtjenestecertificeringen er en hjørnesten i arbejdet med at forbedre og øge biodiversiteten. Der er tale om en FSC økosystemtjenestecertificering, gennemført af WSP Danmark i samarbejde med Soil Association Certification, som dokumenterer, at Bikubenfonden gør en positiv indsats for biodiversiteten i Svanninge Bjerge.
”Dette er en af de første skove i Danmark, der er økosystemtjenestecertificeret i forhold til biodiversitet. Vi er midt i en biodiversitetskrise, og dette tiltag er med til at gøre en forskel, så vi håber at mange flere vil følge eksemplet.”, siger Karina Kitnæs, der er certificeringsleder i WSP Danmark.
I certificeringen arbejder man med at fastsætte bestemte målsætninger inden for et eller flere af følgende områder: 'Bevarelse og forbedring af naturnetværk', 'Genskabelse af arters diversitet' og 'Genskabelse af naturlige skovkarakteristika'. Bikubenfonden har valgt at arbejde med alle tre områder. Forvaltningen af området sker i et tæt samarbejde mellem HedeDanmark og Bikubenfondens medarbejdere.
- Hvis arbejdet med at fremme biodiversitet skal tages seriøst, er vi som samfund nødt til at sætte nogle standarder for, hvilke tiltag der batter noget. Ellers risikerer vi, at arbejdet og samtalen udvandes, og det vil være fatalt for vores natur. Derfor ser vi det som et ekstremt vigtigt arbejde, HedeDanmark er gået i gang med, og vi er glade for, at vi har kunnet bidrage med de erfaringer, vi har gjort os i Svanninge Bjerge, siger adm. direktør i Bikubenfonden Søren Kaare-Andersen.
Et fælles sprog for biodiversitet
Indsatsen er dokumenteret med en række baselineundersøgelser, som viser hvilken status områderne og dyrene har i dag. Herefter har Bikubenfonden igangsat en række tiltag for at forbedre habitaterne og arternes vilkår. Den efterfølgende monitorering skal vise, hvilken effekt tiltagene har, og hvor man kan gøre endnu mere.
- FSC's økosystemtjenestecertificering er et vigtigt værktøj for at arbejde for at sikre ansvarlig benyttelse og bevarelse af naturen, siger Laura Bjerre Jordans, skovfoged i certificeringsteamet hos HedeDanmark.
Bikubenfonden har siden erhvervelsen i 2005 haft et stærkt fokus på at bevare og beskytte den unikke natur i Svanninge Bjerge. Gennem samarbejdet med HedeDanmark og opnåelsen af økosystemtjenestecertificeringen ønsker fonden at kvalitetssikre arbejdet med biodiversitet i området og være med til at vise vejen for andre.
- At arbejde med skovforvaltning og biodiversitet er en meget langvarig proces, og man ser ikke resultaterne fra den ene dag til den anden. En certificering sikrer blandt andet den systematik og dokumentation, der skal til for at skabe en bæredygtig udvikling af et område. Vi håber, at vi med vores indsats kan få etableret en standard for målinger og skabt et fælles sprog at tale om biodiversitetsforbedringer på, så det bliver lettere for andre at komme i gang med at skabe bedre vilkår for et mangfoldigt plante- og dyreliv, siger Søren Kaare-Andersen.
WSP Danmarks FSC licenskode: FSC® N001885