SBTN åbnede for ansøgninger for at være med i pilot-projektet inden for Seafood-sektoren i februar, og deltagerne er valgt ud fra kriterier som parathed, i hvor høj grad virksomheden repræsenterer en sektor og geografi. Nu indsamles feedback og vejledninger forberedes til offentlig kommentering. Den overordnede lancering af pilotprojekterne med vejledninger bliver i foråret 2025.
”Vi er stolte af at være valgt til piloten, som de eneste inden for vores område, og ser meget frem til arbejdet”, siger Anders Lejbach, fiskemester ved Musholm.
Grundlæggende går Science Based Targets for Nature (SBTN) ud på, at virksomheder og organisationer kan sætte mål og forpligte sig på initiativer og handlinger til gavn for naturen, som så godkendes og monitoreres af organisationen.
”Vi er fuldstændigt afhængige af en natur i balance med robuste økosystemer og en høj biodiversitet, for at kunne blive ved at høste afgørende økosystemtjenester som mad, CO2-fangst og ilt til atmosfæren. Science Based Targets for Nature bliver et vigtigt værktøj til at hjælpe industri og erhverv i gang med naturindsatser der skal sikre vores fremtid”, siger Maren Moltke Lyngsgaard, der er havbiolog i WSP.
Det oprindelige Science Based Targets Initiative går ud på at sætte mål og handlinger inden for klima og udledning af drivhusgasser, så man kan holde sig inden for en ramme af Parisaftalens temperaturstigning på 1,5 grader.
Parterne bag Science Based Targets er CDP, United Nations Global Compact, We Mean Business Coalition, World Resources Institute (WRI) og World Wildlife Fund (WWF).
Se mere på Science Based Targets Networks hjemmeside, hvor WSP også er at finde under Expert Advisors.