De bebyggede arealer er de mest sårbare, fordi værdierne her er størst. Analysen viser, at allerede i dag vil stormfloder, nedbør og terrænnært grundvand risikere at påvirke omkring 440.000 helårsboliger, 120.000 erhvervsbygninger og 160.000 fritidshuse.
WSP har kortlagt påvirkningen af arealerne i forhold til stormflod, ekstremregn og terrænnært grundvand og forholdt det til, hvad arealerne bliver anvendt til. Der er selvfølgelig usikkerhed på data – specielt i forhold til grundvand, men analysen viser, at det er 29 % af Danmarks areal der er risikoudsat for oversvømmelse i dag. I fremtiden vil dette areal stige svagt til 31%. Andelen af risikoudsatte helårsboliger, erhvervsbygninger og fritidshuse vil stige mellem 6% og 15%. Hertil kommer de arealer som er truet af vandløb og som ikke indgår i analysen. Analysen forholder sig til oversvømmelsesarealer for givne hændelser og ikke hyppighed af oversvømmelser, men det er givet, at hyppigheden af oversvømmelser vil stige i de risikoudsatte områder.
”Klimaforandringer gør det nødvendigt at se på den fremtidige arealanvendelse i et nyt perspektiv, og foretage prioriteringer med det lange lys på. Vi skal sørge for at bygge på områder, der er klimarobuste, og hvis man ikke gør det, skal man acceptere en begrænset levetid af arealanvendelsen. Måske skal man på sigt opgive den arealanvendelse man har i dag, hvad enten det er er landbrug, erhverv eller boliger. Dette er svære prioriteringer i en lokalpolitisk virkelighed, men det er essentielt, at erkende, at naturen er blevet mere foranderlig end vi er vant til, og vi må bruge dialog og fysisk planlægning som værktøjer til at blive klimarobuste og disponere arealer fornuftigt, så vi ikke får flere problemer i fremtiden”, siger Peter Bassø Duus.
”Klimatilpasning kan også være en mulighed for at ændre et område, så det på en positiv måde opfylder flere behov og funktioner. Man kan samtænke klima med det rekreative, natur, ekstensivt landbrug, energi mv. I rapporten har Concito også vise eksempler på, hvordan forskellige strategier resulterer i forskellige arealanvendelser”, siger Peter Bassø Duus.
Denne analyse er en del af Concitos program ”Fremtidens arealanvendelse” som stiller skarpt på kampen om de danske arealer. Denne delanalyse af klimaforandringer suppleres af tilsvarende analyser af biodiversitet, bosætning, landbrug og energi, hvilket ender i en opsamlingsrapport i slutningen af 2024. Her kan udfaldsrummet foldes endeligt ud og blotlægge konflikter og synergier.
Du kan læse delanalysen om klimaforandringer på Concitos hjemmeside