Et projektteam bestående af eksperter fra Teknologisk Institut, WSP Danmark A/S, Henning Larsen Architects, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S og Rådet for Grøn Omstilling vil sammen undersøge forskellige problematikker om PFAS i byggeriet. I perioder er der massiv opmærksomhed på sager om PFAS i blandt andet forbrugerprodukter, brandøvelsespladser, fødevarer, spildevandsslam og pesticider – men ikke i byggeriet.
”Vi håber med projektet at gøre det lettere at bygge uden PFAS og give mere viden om, hvordan vi renoverer og genbruger byggematerialer på en måde der sikrer en forsvarlig håndtering af PFAS”, siger Katrine Hauge Smith fra WSP.
Mangler viden
PFAS anvendes i byggematerialer, og i USA har Green Science Policy Institute lavet en publikation, der udpeger materialegrupper, der indeholder PFAS. Men derudover er det sparsomt med viden om præcis, hvor det bliver brugt, og hvad omfanget er. Dette gælder for både gamle og nye byggematerialer. Ved renoveringer mangler der viden om, hvordan det skal håndteres både arbejdsmiljømæssigt og i forhold til affaldshåndtering. Det er heller ikke belyst, hvilke påvirkninger, det kan have for indeklimaet, og hvilken effekt det har, hvis det udvaskes til miljøet.
Komplekst område
Området er komplekst. Der findes potentielt 5.000-10.000 PFAS-forbindelser, og kun enkelte PFAS-forbindelser er underlagt forbud. Samtidig er det svært for forbrugeren at finde oplysninger om, hvorvidt et byggemateriale indeholder PFAS. Der er også en stor risiko for, at PFAS i byggematerialer kan bremse genbrug og genanvendelse, hvis ikke der bliver lavet retningslinjer for, hvordan det kan håndteres bedst muligt.
Vi afventer fortsat EU’s reguleringsforanstaltninger mod PFAS, og derfor er det af stor betydning at øge bevidstheden blandt branchens forskellige aktører.
Projektet vil undersøge, beskrive og kommunikere om, hvor omfangsrigt udfordringen med PFAS i byggematerialer er, således at byggeriets aktører kan undgå PFAS fremadrettet. Dermed er det også målet at sikre fremtidig genbrug og genanvendelse af byggematerialerne.
Projektet er finansieret af Grundejernes Investeringsfond og Realdania.