Københavns Havn er blandt andet levested for den kritisk truede ål, der er gået kraftigt tilbage siden 1980’erne.
WSP har på vegne af
WWF Verdensnaturfonden og
By & Havn gennemført en omfattende monitering af ålehabitater og fiskebørnehaver i Københavns Havn. Undersøgelsen dokumenterer, at fiskebørnehaverne tiltrækker store mængder smådyr og anvendes aktivt som refugier af især unge fisk – herunder også den truede ål.
Indsatsen virker
Det vækker glæde hos WWF og By & Havn, at ålene tiltrækkes af de mange fiskebørnehaver, som partnerskabet har placeret i Københavns Havn over de seneste år.
Det viser den første såkaldte effektmåling, som er blevet foretaget af WSP for WWF og By & Havn.
”Det er dejligt at få bekræftet, at vores fælles indsatser for at give fisk, som eksempelvis den særlige og truede ål, bedre betingelser i havnen virker. Selvom vi flere gange har observeret ål ved fiskebørnehaverne, er det første gang, vi får verificeret det i en uafhængig effektmåling. Fiskebørnehaverne udgør med andre ord attraktive mikrohabitater for havnens fisk,” siger Line Gylling, chef for Dansk Natur i WWF Verdensnaturfonden.
Effektmålingen har foruden ål også påvist arter som tangspræl, havkarusse, sortkutling, sortmundet kutling og almindelig ulk.
”Fiskebørnehaverne virker efter hensigten, og det er vi naturligvis meget tilfredse med. Vores fælles indsats for at styrke biodiversiteten i havnen har allerede inspireret flere af Københavns virksomheder til at investere i fiskebørnehaver, ligesom flere andre danske byer anvender dem i havnemiljøet. Vi håber naturligvis, at effektmålingen giver endnu flere byer blod på tanden til at gøre en forskel for livet i havnen,” siger partnerskabsdirektør Rikke Faaborg-Jarmer fra By & Havn.
Tiltag for ål
Udover fiskebørnehaverne har WSP også undersøgt ålegrus og teglrør – et område tiltænkt at tiltrække ål – som WWF Verdensnaturfonden og By & Havn etablerede i 2023.
Desværre kunne man ikke påvise glasål eller voksne ål i området. Det skyldes dels, at det ikke var sæson for glasål, da effektmåling blev foretaget, dels at de voksne ål er svære at observere.
”De tiltag der var direkte målrettet ål, var det ikke muligt at eftervise effekten af i denne undersøgelse, men det håber vi, at kunne dykke mere ned i på et senere tidspunkt, når habitaterne også er mere etablerede”, fortæller marinbiolog Louise Kristensen fra WSP.
Men overordnet er resultaterne for indsatsen rigtigt positive, og effekten af fiskebørnehaver er tydelig.
“Vores resultater viser tydeligt, at fiskebørnehaverne fungerer som trygge opvækstområder for unge fisk og ål og bidrager positivt til biodiversiteten i havnen”, siger Louise Kristensen