Langelinieskolen på Østerbro begyndte i 2011 en omfattende renovering og tilbygning af lokaler for at optimere skolens kapacitet. I 2014 var renoveringen og tilbygningen endelig færdig og skolens lærere og elever kunne flytte ind i de nye lokaler. Men elever og lærere trivedes ikke. De oplevede hovedpine, træthed og kløende øjne, når de opholdt sig i lokalerne, hvilket påvirkede både indlæring og undervisning. Langelinieskolen modtog et påbud fra Arbejdstilsynet og overvejede et kort øjeblik at forlade dele af den nyrenoverede bygning.
I samarbejde med Københavns Kommune begyndte WSP en undersøgelse, der skulle klarlægge udfordringerne i skolens indeklima. Med undersøgelsen skulle man tjekke både ventilation og temperatur, men også forekomst af skimmelsvamp i lokalerne. Undersøgelsen viste, at de mange gener hos de ansatte var velbegrundede. Temperaturen i skolens lokaler var for høj, ventilationen virkede ikke ordentligt, rengøringen var ikke effektiv nok og ikke mindst viste der sig at være forekomster af skimmelsvamp.
Efter undersøgelsen blev der skredet til handling. Skimmelsvampen blev saneret i gulve i adskillige lokaler, samt i ovenlys. Temperaturen blev indstillet og kunne ikke længere styres manuelt, ventilationssystemet blev forbedret og man udarbejdede en handleplan for rengøringen af bygningerne. Det var en kompleks og lang proces, men ændringerne betød at elever og lærere efter mange år kunne flytte tilbage i klasselokaler med et godt indeklima.