Proceshjul til terrænnært grundvand

Grundvandet stiger og skaber problemer i mange af vores byer. Den 1. juli 2025 fik kommuner og vandselskaber ansvaret for at håndtere terrænnært grundvand og for at hjælpe med at komme godt i gang, har WSP’s eksperter udarbejdet et proceshjul.

Proceshjul

Fase 1 - Identifikation


Vi anbefaler, at kommuner og vandselskaber i fællesskab danner sig et overblik over denne nye opgave og opnår samme forståelse af opgaven og de roller, som kommunen og vandselskaber har hver især. Desuden er det vigtigt at have overblik over de øvrige aktører, som kan have interesse i emnet samt tidsplanen idét der i loven er et krav om, at der er lavet en revision af spildevandsplanen eller tillæg hertil inden udgangen af 2026, hvor de første områder er udpeget.


Fase 2 - Kortlægning

Det er essentielt at få al viden om udfordringer med terrænnært grundvand på bordet. Det drejer sig både om eksisterende bebyggelse og fremtidige byområder. Det er ikke nødvendigvis nok at registrere de udfordringer, som borgere, kommune og vandselskab har oplevet. Man er også nødt til at forholde sig til, om tætning af kloakker eller ændret vandindvinding kan give anledning til problemer, som man ikke tidligere har set. Man er også nødt til at se på, hvorvidt udfordringer med grundvand er lokale eller hænger sammen med fx dræntilstrømning fra det åbne land. I denne fase er det ligeledes værdifuldt at danne sig et overblik over, hvordan det terrænnære grundvand kan gøre nytte til fx rekreativ anvendelse, til vandlidende recipienter eller som teknisk vand. Her har WSP været med til at udarbejde Inspirationskatalog Håndtering af terrænnært grundvand i byer sammen, som kommuner og vandselskaber kan orientere sig i. Kataloget er udarbejdet sammen med Teknologisk Institut og Schønherr, og udgivet af DANVA og KL med støtte fra Realdania.


Fase 3 – Planlægning og design

Når man fået overblik over de områder, hvor der kan være udfordringer nu og i fremtiden og en systemforståelse af, hvor vandet kommer fra og hænger sammen, kan man prioritere områderne og udvælge dém, som skal med i spildevandsplanen. Områderne vil blive udpeget i to kategorier ”her og nu-projekt” eller ”venteprojekt”, som først udføres, når vandselskabet fornyr kloakken i området. Derfor vil der være områder vist i spildevandsplanen, der ikke løses i den nærmeste fremtid. Det er undersøgelsesområder, der kan laves løsninger for, hvis det er samfundsøkonomisk en fordel, og i modsat fald tages ud af spildevandsplanen igen. Det er samtidig nødvendig at gøre sig overvejelser om, hvordan udfordringer kan løses og ses i sammenhæng med øvrige aktiviteter for at kunne lave en samfundsøkonomisk beregning. Det kan også være i denne fase, man overvejer at etablere yderligere monitering af grundvand og vurdere, hvorvidt der skal opstilles en grundvandsmodel til evaluering af løsningsmuligheder.


Fase 4 – Projektering og udførelse

For de projekter som har vist sig at være samfundsøkonomisk bæredygtige baseret på Miljøstyrelsens værktøj, påbegyndes projekteringen i sammenhæng med de øvrige af vandselskabets aktiviteter. Der er flere metoder til at håndtere terrænnært grundvand i eksisterende eller nye byområder, hvor det kan være en god idé at se i inspirationskataloget, som beskriver metoder og har flere cases fra Danmark. Det er essentielt, at de tiltag der skal udføres for at håndtere terrænnært grundvand har samme levetid som de øvrige investeringer der foretages i området. Så designet af fx dræn og deres ompakning skal være langtidsholdbart ligesom der skal designes for driften i form af muligheden for fx spuling og okkerudfældningsbrønde. Det er også i denne fase, de nødvendige tilladelser til fx dræning eller pumpning skal indhentes.


Fase 5 – Drift og evaluering

På baggrund af de første projekter opsamles viden om funktionen og driften af anlæggene. Derudover opsamles viden fra eventuelle moniteringsprogrammer. Det er en oplagt lejlighed til at evaluere dels samarbejdsprocessen mellem kommune og vandselskab og dels metoderne til anlæg, drift og monitering ligesom at inddrage civilsamfundets oplevelse af projekterne. Samarbejdsprocessen og metoderne kan med fordel tilpasses i forhold til næste cyklus, hvor der måske udpeges nye områder.

Du er meget velkommen til at kontakte én af vores eksperter for at høre mere om proceshjulet og hvordan vi kan hjælpe dig.