Det nye visionære klimatorium skal opføres på Østhavnen i Lemvig og dets design henter inspiration fra den omkringlæggende natur. Bygningen får indgang via et klimalandskab kaldet Klimakilden, formet som et vejrkort med klimalinjer, et såkaldt isobarkort, der repræsenterer den vind, der ofte kan opleves på Lemvig Havn. Landskabsformen flyder ind i bygningen og videreføres i et indgangsparti, der er formet som en bølge i træ, der skal skabe associationerne til skibe og havets bølger. Samtidig skal denne association være en moderne hyldest til områdets natur, fiskerkultur og den lokale byggeskik.
I byggeriets første etape bygges et stort indendørsområde med flere fælles faciliteter og aktiviteter, både for dem der dagligt kommer i bygningen og for de øvrige borgere med både udstillingsområde, konferencerum m.m., samt kontorbygninger med mødefaciliteter. I byggeriets anden etape sker en udbygning af fællesområdet, samt etablering af flere kontorfaciliteter og udvidelse af køkkenfaciliteterne.