Ved at sammenholde historiske kort med moderne data kan man identificere, hvor åen tidligere havde brede forløb med en stor vandføringsevne og naturlige oversvømmelsesflader.
Silkeborg Kommune og Gudenåpartnerskabet arbejder med planer om at genskabe dele af det oprindelige forløb. Det betyder at give åen mere plads, genetablere vådområder og fjerne gamle stenhøfder, så vandet kan brede sig naturligt. Disse tiltag vil:
- Forbedre biodiversiteten gennem genetablering af naturlige habitater.
- Reducere oversvømmelsesrisikoen ved at skabe bredere forløb og bufferzoner.
- Styrke rekreative muligheder med nye stier og naturoplevelser.
De gamle kort var flere meter lange, og det har krævet store scannere og særligt fotoudstyr på Rigsarkivet og Det kgl. Bibliotek, at få dem digitaliseret.
Ud over selve kortene, har Nicolaj Thomassen også været igennem en masse beretninger og artikler.
”Beretninger fra den tid er meget grundige og indeholder værdifuld information, men skriften fra 1700-tallet er ganske svær at tyde. Der har vi også måttet ty til et AI-værktøj, til at hjælpe med at digitalisere teksten og gøre den tilgængelig”, siger Nicolai Thomassen.

På Silkeborg Kommunes hjemmeside kan du se de gamle kort lagt som et lag ovenpå luftfotos af Gudenåen og fornemme, hvordan forløbet har forandret sig.