En af visionerne for Viby kulturhus Cosmos er at skabe et hus med plads til mange forskellige brugere og borgere. Kulturhuset rummer mange historiske elementer, der skal danne grundlag for husets identitet.
Før husede grunden Vibys lokale mejeri, som i forbindelse med projektet er blevet revet ned. Bygningens facade er derfor beklædt med hvidglaserede klinker i ler for at mindes de klinker, der før sad på mejeriets vægge. Cosmos geometri og design referer ligeledes til de sadeltage, som er gennemgående på huse og bygninger i Vibys gamle handelsgade.
Borgernes fælles samlingssted
Cosmos er borgernes fælles samlingssted, og derfor var dialog med brugerne centralt i udarbejdelsen af projektet. Huset samler foreninger og institutioner under samme tag og skaber grobund for innovative og inspirerende samarbejder.
Cosmos har fire hovedaktører - bibliotek, borgerservice, lokalarkiv og KulturCosmos, men er designet således, at der er plads til flere borgergrupper, foreninger og organisationer.