Horsens midtby udfordres af vandløbene, der løber gennem byen. Med stigende havvandsstand og stigende vandmængder fra de bagvedliggende vandoplande, er der derfor et presserende behov for at sikre de lavest beliggende dele af byen mod oversvømmelser.
Formålet med C14-projektet er at kortlægge oversvømmelsesrisikoen, som følge af både stormflod, åvand og regnvand for Horsens midtby i dag og i et fremtidigt klima, samt at udarbejde og fastlægge principper for den fremtidige vandhåndtering.
Problemstillingerne i C14-projektet kræver høje kompetencer og speciale inden for hydraulisk modelarbejde. Det omfattende modelarbejde omfatter modeltilpasning, avancerede hydrauliske analyser, klimascenarier for fremtidige oversvømmelser resulterende i forslag til vandhåndtering og klimatilpasning af Horsens midtby. En stor opgave, som vores dygtige fagfolk og specialister skal varetage.